Dubai og Oman
Flyrejse - 12 dage
Oplev den arabiske halvøs fredelige lande, det berømte Dubai og det ukendte Oman.
Denne rejse har haft sidste afgang i 2010. Rejsen vil være at finde i vinterkatalog 2011-2012, som udkommer august 2011.
For at opleve den arabiske drøm strømmer besøgende fra hele verden til Dubai ved Den Persiske Golf. Dubai er en af delstaterne i De Forenede Arabiske Emirater. Multikulturel, materialistisk, luksushoteller, imponerende glas- og stålskyskrabere - en oliestat i evig bevægelse. 80% af befolkningen er nationaliteter fra 130 forskellige lande. For blot 10 år siden var Dubai en almindelig havneby, i dag finder man verdens vildeste boligmarked, hvor eksklusive bygninger og shoppingcentre konstant skyder op. Her handler det om it, finans, medie og turisme. Nogle elsker Dubais 5-stjernede livsstil med sol, strand, myriader af shoppingcentre med luksusvarer og guldbasarens enorme udvalg, andre opfatter Dubai som en kunstig og overfladisk verden. På rejsen møder vi det nye og det gamle Dubai. En storby på størrelse med Fyn bygget i en ørken og et fascinerende eksperiment, som ikke findes andre steder på kloden. Engang var det røgelse og myrra, der gjorde Oman til centrum for verdenshandlen. Røgelseskaravanerne drog op gennem den store arabiske ørken til Middelhavet med de uundværlige dufte til de græske og romerske riger. Oman var indtil slutningen af 1980erne et lukket land med middelalderligt styre og restriktive leveregler. Det var et af de mest tilbagestående lande i den arabiske verden. Udviklingen tog fart i 1970, da den gamle konservative sultan ved et kup blev afsat af sønnen Qaboos Bin Said. Med rådgivning og oliepenge har han skabt en moderne stat med vægt på hospitals- og uddannelsessystemer samt et veludbygget vejnet. Store hvide huse bygget i arabisk stil, dyre biler og en skatteprocent på nul. Landets rige naturreserver har skrevet Omans drejebog om. I dag er det olie, der lastes på de store tankskibe i Golfen. Befolkningen går stadig klædt i de traditionelle dragter. Mændene i lange hvide dishdasha-kjortler og håndbroderede kumma-hatte på hovedet. Kvinderne færdes i forskellige grader af tilslørethed, men der er næsten ingen dresscode for besøgende. Alkohol er forbudt ifølge religionen, men vin og spiritus kan købes på de fleste hoteller. Der er ikke langt fra storslået natur, bjerge, ørken, grønne velduftende oaser til det eksotiske blå hav med lange kyststrækninger. Oman har over 1.000 forter, slotte og udsigtstårne med hver sin fantastiske historie. Mød de venlige omanier, der lever livet stille og roligt og med stolthed over deres land. På trods af store olierigdomme kan man stadig opleve landenes gamle traditioner.
1. dag:
Sidst på formiddagen afrejse fra København med KLM via Amsterdam til Dubai med ankomst om aftenen. 3 nætter på meget smukt hotel bygget i moderne stil med smag af Mellemøsten. Hotellet ligger centralt i en af byens nye trendy kvarterer. Flot swimmingpool.
2. dag: Det gamle Dubai
På byrundturen passeres Jumeirah Palace og De Forenede Arabiske Emiraters største moské, Jumeirah Moskéen, bygget i moderne islamisk stil. Med abra (vandtaxa) krydses The Creek fra Bur Dubai til Deira - et smukt område, hvor det gamle og nye Dubai mødes. Forbi imponerende bygninger langs Deira til byens ældste bygning Al Fahidi Fort, der rummer Dubai Museum. Et farverigt besøg fortæller om livet før oliefundene i 1966. Om eftermiddagen anbefales et besøg i den berømte guldsuq.
3. dag: Det nye Dubai
På udflugten i den ultramoderne storby passeres de 3 kunstige øer Palm Islands, der set fra luften ligner palmer. Verdens største menneskeskabte marina, Dubai Marina, verdens højeste bygning, Burj Dubai og verdens eneste 7-stjernede hotel, Burj al Arab.
4. dag: Dubai og Muscat
Efter morgenmad køres over grænsen til Sultanatet Oman og videre til hovedstaden Muscat (380 km). 2 nætter på centralt beliggende hotel med swimmingpool.
5. dag: Muscat
For kun 30 år siden var Muscat en lille middelalderlig by, omgivet af en bymur med tre porte, der blev lukket ved solnedgang. I dag er Muscat Arabiens juvel og en af verdens reneste hovedstader med skiftende kontraster mellem fortid og nutid.
6. dag: Nizwa
Tidligt om morgenen køres til Omans gamle hovedstad Nizwa, der for få år siden var et middelalderligt samfund. Byen er i dag gledet ind i den moderne tidsalder. Vi oplever et ægte gedemarked og spadserer gennem Nizwas gamle suq, der er blevet flot moderniseret. Bag det store projekt står det danske firma Cowi-Consult og den danske arkitekt Ole Brogaard Larsen. Arbejdet har fået førsteprisen i Golflandenes konkurrence om arabisk byarkitektur. Det store runde Nizwa Tårn fra det 17. århundrede dominerer hele byen. En smal snoet trappe fører op til en fantastisk udsigt.
7. dag: Misfa og Jabel Shams
Rejsen fortsætter de næste 4 dage i 4-hjulstrukne landcruisers med plads til 4 personer i hver bil. Udflugt til Jabin Fort, der er udført med en raffineret kunstnerisk dygtighed med enestående bemalede trælofter. Off-road fortsættes til den ubeskrivelig smukt placerede middelalderlandsby Misfa, der er gemt inde mellem bjergene i en palmelund. Spadseretur gennem landsbyen med gamle lerhuse og mange trapper. Her kommer vi tæt på befolkningen. Ca. 20% af landets indbyggere har valgt fortsat at bo på denne måde fremfor i nye moderne huse. Her er det muligt at se det gamle falaj-vandingssystem.
8. dag: Wahiba Sands
Via Sinaw og Ibra til den 15.000 km2 store og stille rødgule sandørken, Wahiba Sands med verdens største sandklitter, der er op til 100 meter høje. Her er ingen rigtige veje, måske et par kamel- og hjulspor.
9. dag: Sur
Det er en stor kontrast at komme fra det gyldne ørkenland til den smukke grønne oase Wadi Bani, som besøges på vej til fiske- og havnebyen, Sur. Kort byrundtur inden indkvartering 1 nat på hotel.
10. dag: Muscat
Langs det turkisblå hav gennem fantastiske naturscenerier med øde kyststrækninger tilbage til Muscat. Undervejs ser vi den smukke oase Wadi Tivi og holder pause på den hvide strand Fins Beach. Rundtur i fiskerlandsbyen Quriyat inden ankomst til Muscat for indkvartering 1 nat.
11. dag: Muscat
Vi besøger det prægtige bygningsværk, Den Store Moské - en af verdens største. Bedehallens imponerende 4.300 m2 store tæppe er fremstillet i et stykke. Tæppet er optaget i Guniness Rekordbog. (Kvinder skal bære tørklæde og dække ankler, hals og håndled). På den eksklusive parfumefabrik Amouage får vi en interessant gennemgang af fremstillingen af verdens dyreste parfumer.
12. dag:
Ankomst tidligt om morgenen til Amsterdam og videre med KLM til København.