Marokkos kongebyer
Flyrejse - 8 dage
Rundrejse til de fire kongebyer Marrakech, Fès, Meknès og Rabat - Nordafrikas juveler.
Marokko er en blanding af Afrika, Mellemøsten, Spanien og Frankrig. Her opleves den traditionelle samt den moderne livsstil. Kvinderne har større frihed og mere indflydelse end i mange af de andre muslimske lande. Atlanterhavets hvide storbyer Rabat og Casablanca er nutidens byer. Medinaerne er en rejse tilbage til middelalderen. Gennem tiderne er forfattere, musikere og kunstnere blevet tiltrukket af de mauriske steder. Berberne udgør halvdelen af Marokkos befolkning. Som tidligere fransk koloni er fransk stadig det dominerende fremmedsprog.
Nyd couscous med kylling, lamme- eller oksekød tilberedt i tajine (lertøjsfade med kegleformet låg), myntete, kaffe og de søde kager. En rejse til porten af Afrika.
1. dag: Marrakech
Tidligt om morgenen afrejse fra København med Norwegian til Marokkos næststørste by, Marrakech. Byen var et vigtigt stop for karavaner gennem Saharaørkenen.
2. dag: Fès
Flot køretur gennem Atlasbjergene til Fès. 2 nætter på dejligt hotel med swimmingpool og have.
3. dag: Fès
Gennem byporten Bab Boujeloud til den gamle medinas smalle gyder med æsler og kærrer læsset med varer. Farver, lyde og dufte er overvældende. En middelalderlig atmosfære - eksotisk og mystisk. Her fremstilles overdådige eksempler på kunsthåndværk. Gamle metoder benyttes stadig hos messing- og sølvsmedene samt i garverierne, hvor skind indfarves i store stenbassiner. Læderet forarbejdes til tasker, bogomslag, marokkopuder m.m. Flot udskåret cedertræsarbejde og fine kelimtæpper. Man forstår til fulde, at medinaen er noteret på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Forbi Neijjarine-fontænen og Kairouine-moskéen til den gamle koranskole, Attarine Madrassaen. Besøg på berømt pottemageri.
4. dag: Meknès og Rabat
På vej til Meknès opleves en magisk stemning i Volubilis med resterne af de fine romerske villaer og velbevarede mosaikker midt på en åben slette. Blomsterdufte og stilhed. Meknès blev kaldt “Marokkos Versailles”. Byen var hovedstad under den tyranniske Sultan Moulay Ismai. Tid på den store plads Place el Hedim med landets smukkeste byport, Bab Mansour, der er dekoreret med blå og grønne mosaikker. Spadseretur gennem medinaen.
5. dag: Rabat og Casablanca
På byrundturen i Rabat besøges Hassantårnet og Mohammed V’s mausoleum, hvor den nuværende konges far er begravet. Ad smalle gader spadseres gennem Kasbahkvarteret, der til forveksling ligner Andalusien. Turen slutter ved kongepaladset - en by i byen.
6. dag: Casablanca og Marrakech
Ad Cornichen langs havet til Casablancas største seværdighed, Hassan II’s moské, som ses udefra. Moskéen var nationens gave til den tidligere konge på hans 60 års fødselsdag. Den kostbare bygning blev indviet i 1993. Der er plads til 20.000 i bedesalen og 80.000 på pladsen udenfor.
7. dag: Marrakech
Vi oplever Marrakechs fortryllende atmosfære, Saadier-gravene, Koutoubia-moskéen (udefra) og paladset El Bahia. Som en oase bag paladsets mure ligger imponerende gårdhaver med jasminer og orangeblomster, svalegange og sale i “Alhambra-stil”. Tid i den 800 år gamle have Jardin Menara - smukt beplantet med oliventræer. Ægte marrokansk frokost på Restaurant Dar Essalam. Gennem en labyrint i medinaens smalle stræder med duftende krydderier, frisk mynte, parfume og hennablade til besøg på et apotek. Tid i forretning med stort udvalg af kunsthåndværk til faste priser.
8. dag: Fridag i Marrakech
Om formiddagen afrejse med Norwegian til København.