Kina
Flyrejse - 10 dage
Verdenskendte kulturskatte, maleriske kanalbyer, moderne storbyer og en tur med højhastighedstog.
Folkerepublikken Kina er et af Asiens mest bemærkelsesværdige lande. Zhongguo - Riget i Midten er verdens trediestørste land med et areal som hele Europa med mere end 1 mia. mennesker. Næsten hvert 5. menneske i verden er kineser. Kina er fyldt med seværdigheder, der vidner om landets tusinde års historie. Her findes verdens højeste bjerge, dybeste dale, ørkner og nogle af verdens længste floder. Enestående natur, utallige historiske og kulturelle skatte - mange fredet af UNESCO. Et møde med en ældgammel kultur inden for kunst, arkitektur, sprog og filosofi.
Vi følger kejsernes fodspor i Beijing, der i mere end 500 år har været Kinas politiske magtcentrum. Derefter til det sydlige Kina med idylliske kanalbyer, gulblomstrende rapsmarker og grønne rismarker som på det skønneste postkort. Ringen sluttes i Shanghai - symbolet på det nye Kina.
Howard Johnson Paragon Hotel****
18 A Jianguomen Nei Avenue, CN-Beijing 100005. Dejligt hotel i centrum nær Beijing Station og Den Forbudte By. Alle værelser med bad, toilet, hårtørrer, aircondition, minibar, tv, sikkerhedsboks, elkedel og internet.
Tong An Hotel****
129 Xizha Main Street, CN-Wuzhen 314501, Tong Xiang. Flot hotel bygget i traditionel kinesisk stil. Udendørs swimmingpool. Alle værelser med elegante møbler, bad, toilet, hårtørrer, aircondition, minibar, tv, sikkerhedsboks og elkedel.
Courtyard Shanghai Puxi****
338 Heng Feng Road, CN-Shanghai 200070. Nyt centralt beliggende hotel. Fitnesscenter og indendørs swimmingpool. Rummelige værelser med bad, toilet, hårtørrer, minibar, tv, sikkerhedsboks, elkedel og internet.
1. dag:
Om aftenen afrejse fra København med SAS til Kinas hovedstad.
2. dag: Beijing
Ved middagstid ankomst til Beijing, hvor vi bor 4 nætter. Med rickshaws (cykeltaxaer) gennem den gamle bydel. Området er fyldt med snævre gyder og ca. 3.000 hutonger (små huse), hvor der ikke er megen plads til rådighed. Vi ser nogle af de hyggelige gårdhaver og spadserer til det mondæne kvarter ved South Luogu Lane. Besøget i det gamle kvarter er en spændende kontrast til byens store boulevarder. Middag på lokal restaurant med flot interiør.
3. dag: Beijing
Den 1. oktober 1949 proklamerede Mao Zedong (1893-1976) grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina fra balkonen på Den Himmelske Freds Port. I dag ses et stort portræt af Mao på porten ud mod Den Himmelske Freds Plads - verdens største plads, der kan rumme op mod 1 mio. mennesker. Her samledes rødgardisterne under kulturrevolutionen, og det samme gjorde studenterne i demonstrationerne i 1989. Den Forbudte By var centrum for Riget i Midten. 24 kejsere har boet her, den sidste var Pu Yi. En overdådighed af porte, pavilloner, haver og paladser med over 8.000 rum. Vi fornemmer mystikken i verdens største kejserpalads gemt bag de dybrøde mure. Her levede kejsere, kejserinder, eunukker, konkubiner, tjenestepiger, kunstnere og livgarden efter strenge regler og i materiel rigdom - isoleret fra resten af riget. Det cirkelrunde Himlens Tempel med skinnende blåt tag ligger midt i en stor park. Her hygger kineserne sig med det populære Mah Jong spil, tai-chi, sang, grøn te o.s.v. En stemning af harmoni.
4. dag: Den Kinesiske Mur og Sommerpaladset
Undervejs til Den Kinesiske Mur besøges en berømt cloisonnéfabrik, hvor det gamle kinesiske kunsthåndværk stadig udføres. Det er et tidskrævende og kompliceret arbejde at lægge de mange tynde kobbertråde i fantastiske mønstre på vaser, fade m.m. Senere dekoreres arbejdet med overdådige farver, brændes og poleres. Den Kinesiske Mur snor sig næsten endeløst gennem landskabet. Et ufatteligt bygningsværk og det største menneskeskabte på jorden. I 2007 blev Den Kinesiske Mur udvalgt til et af verdens 7 nye vidundere. Muren blev bygget som et værn mod vilde nomadestammer. Advarsler kunne hurtigt sendes via røgsignaler fra tårn til tårn til Beijing. Under umenneskelige forhold har millioner af kinesere slidt med bygning af muren. Vi besøger muren ved Badaling. Der er tid til at nyde en lille bid af de 6.000 km med enestående udsigt over bjerglandskabet. Dagen slutter med besøg på Sommerpaladset, som blev brugt til kejserlige udflugter fra Den Forbudte By. Vi møder et mesterværk i havekunst og arkitektur og ser den berømte Marmorbåd.
5. dag: Beijing
Besøg på en stor perle- og silkefabrik. Gennem århundreder blev det dyrebare silke transporteret via Silkevejen til Mellemøsten og Det Romerske Rige. Gennem mange år sad kineserne inde med produktionshemmeligheden. Vi ser processen fra dyrkning af silkeorme til fremstillingen af de smukke varer, der sælges til rimelige priser. Tid på egen hånd til indkøb på et marked eller i et af de store indkøbscentre. Middagen byder på Pekingand på lokal restaurant. Mange timers forberedelse ligger bag tilberedningen af den berømte ret.
6. dag: Wuzhen
4 timer med højhastighedstog til Suzhou og videre med bus til den ældgamle kanalby Wuzhen, der regnes blandt Kinas 10 smukkeste byer. Gennem mere end 1.000 år har byen bevaret sin livsrytme. På få minutter sejler vi til Wuzhens smukt renoverede østside, hvor 10 øer forbindes af 100 små broer. Velbevarede huse er bygget over floder og kanaler, og næsten al transport foregår med båd. Langs kanalerne ligger små traditionelle træ- og stenhuse med sorte teglsten, hvide mure og grå stenfliser. Overalt oser det af en magisk stemning. I den tidlige morgentåge sejler de små både på kanalerne. Lyden af vand. Fred og ro. Aftenbelysningen giver en næsten romantisk atmosfære i de smalle gyder. Idyl! Her får man et billede på nethinden som af et gammelt kinesisk maleri - det oprindelige Kina. 2 nætter i den bedårende bydel. (Rygning forbudt de fleste steder i byen).
7. dag: Wuzhen
Kina har udviklet en vifte af fornem kunst og udsøgt kunsthåndværk. På byens østside besøger vi små butikker og værksteder. Vi ser det smukke posthus, det 100 år gamle kinesiske apotek, en lille silkefabrik og enestående håndlavede silkebroderier med indvævet guld- eller sølvtråde. Fodbindingsmuseet udstiller mere end 800 par sko, billeder og information fra en tid, hvor små fødder var idealet for kvindelig skønhed. Besøg på den berømte fabrik med indigotryk. De blå stoffer hænger til tørre i det fri - et flot syn. Jasminte med kage i et af de mange tehuse inden vi besøger Wuzhens kontrastfulde vestside. Wuzhen er kendt for skyggespil med håndlavede læderfigurer. Overvær evt. et lille silhouetshow, hvor figurerne bevæges bag en oplyst skærm til traditionel kinesisk musik.
8. dag: Suzhou og Shanghai
Kanalbyen Suzhou kaldes “Østens Venedig”. Byen er berømt for sine 150 klassiske haver. Her opleves en bid af det oprindelige Kina med kultur og traditioner i et smukt landskab. Suzhous største og mest imponerende have, Den Ydmyge Administrators Have, blev grundlagt i Ming-dynastiet i 1513 og er fredet af UNESCO. Haven er fuld af blomster, bonsai træer, damme med lotusblomster, pavilloner, klippestykker, snoede broer og stier. Sejltur på en af byens smukke kanaler inden vi fortsætter mod Shanghai, der engang var en lille fiskerby - nu forvandlet til Kinas største og tættest befolkede by. En kosmopolitisk by med prangende hoteller, nye veje, broer og nye høje spektakulære skyskrabere, der skyder op overalt i imponerende mængder, størrelser, mønstre og stilarter som var det science fiction. Et indkøbsparadis med stormagasiner og modeforretninger - et internationalt finanscentrum. 2 nætter på moderne hotel.
9. dag: Shanghai
Shanghai blev i kolonitidens velmagtsdage kaldt “Østens Paris”. På spadsereturen i den gamle bydel opleves et virvar af små gyder med maleriske huse, markeder og tehuse. I hjertet af bydelen ligger Yuyuan (Glædens Have), som besøges. Træer, bakker, bassiner, drager og pavilloner forbindes af smukke broer. En kop te nydes i et gammelt tehus, inden vi fortsætter langs det fashionable havnefront, The Bund, med smukke historiske kolonibygninger i empirestil og med udsigt til Pudong-floden. Turen slutter med en havnerundfart i Kinas største havneby. Et møde mellem gammelt og nyt.
10. dag:
Først på eftermiddagen afrejse med SAS til København med ankomst først på aftenen.