Barcelona og boblevand
Flyrejse - 5 dage
Oplev Barcelonas store udbud af seværdigheder med enestående arkitektur, design og malerkunst.
Svulmende facader stråler i deres gamle pragt side om side med bygninger af glas og stål i Cataloniens smukke hovedstad Barcelona, der er Spaniens næststørste by. Barcelona er en elegant og harmonisk by med præg af fornem borgerlighed. Listen over verdensberømte spanske kunstnere er alenlang, men sjældent har en enkelt person præget en storby så markant som den revolutionære kunstner Antoni Gaudí (1852 - 1926). Kulturperler og arkitektoniske mesterværker i verdensklasse opleves i den smukke by, anlagt mellem bjerge og ud mod Middelhavet. Med TMB T-10 kort benyttes byens egne transportmidler i forbindelse med udflugterne på rejsens 2. og 3. dag.