Moskva - Skt. Petersborg
Krydstogt - 11 dage
Ruslands eventyrlige hovedstad Moskva og Peter den Stores fantastiske by, Skt. Petersborg.
1900 km sejlads på floder, kanaler og søer. Vi begiver os på en rejse i Ruslands hjerte mellem Moskva og Skt. Petersborg. Oplev Ruslands enorme dybde og diversitet. Moskvas dekadente rigdom, gamle faldefærdige træhuse på landet og Skt. Petersborgs ufattelig ødsle paladser. Rusland er og forbliver med Winston Churchills ord: En gåde i et mysterium pakket ind i et paradoks. En rejse tværs gennem Rusland er en rejse gennem landets barske historie. Med vores dygtige rejseledere bliver vi meget klogere på dette land.
MS Lenin: Der er plads til 250 passagerer fordelt på 4 dæk. Skibet er bygget i Tyskland i 1987 og renoveret i 2007. Alle kahytter er udvendige med vindue eller koøje og ligger over vandlinjen. Dobbeltkahytterne er på 11 m2. Enekahytterne er på 7 m2. Lille badeværelse, køleskab og føntørrer. Suiterne har sofagruppe og tv i separat rum. Soldæk med borde, stole og parasoller. Røgfri restaurant, danserestaurant og tre barer. Levende musik hver aften. Aircondition overalt. Hyggelig og afslappende atmosfære om bord.
1. dag: København - Moskva
Afrejse om formiddagen med SAS direkte til Moskva. (På afrejsen 2. juni har vi et kort stop i Stockholm). Vi er i Moskva om eftermiddagen. MS Lenin venter lidt uden for byens centrum. Ekstraarrangement: Om aftenen tilbyder vi Moskva by Night. Det er en romantisk oplevelse at se byen iklædt sin lysende natdragt. Udflugten bestilles sammen med rejsen. Pris pr. person kr. 265,-.
2. dag: Moskva
Efter Sovjetunionens kollaps var hovedstaden i knæ. Endeløse rækker med tuskhandlende og forarmede tiggere er nu erstattet af glamourøse butikker. Gamle ladaer viger efterhånden for armerede Mercedesbiler. I dag ligger sushirestauranterne tæt i det fashionable centrum. Langt størstedelen af Ruslands olieindtægter havner i Moskva. På byrundturen fornemmer vi byens puls og ser Kreml. Ivan den Grusomme, Stalin og Putin har styret Rusland med hård hånd fra denne fæstning. (Forbehold for lukning ved officielt besøg.) Katedralpladsen er omkranset af kirker til alle sider. Vi ser kirken hvor zarerne blev kronet. Lidt fri tid ved Manegepladsen bag Kreml, eller vi tilbyder et Ekstraarrangement. Sen middag på skibet. Ekstraarrangement: Bag Kremls mure gemmer Zarernes skatkammer sig. Det er en enestående samling af kareter, tronstole Fabergeæg, guldkroner, gaver fra hele verden og meget andet. Bestilles med rejsen. Pris pr. person kr. 355,-. Ekstraarrangement: Efter byrundturen tilbydes billetter til russisk cirkus i verdensklasse (forbehold for lukning). Bestilles sammen med rejsen. Pris pr. person kr. 325,-.
3. dag: Moskva - Den Røde Plads
I dag følger vi op på byrundturen fra i går. Den Røde Plads og området omkring fortjener god tid. Rejselederen viser de største attraktioner frem. Der er tid på egen hånd til at besøge de mange caféer eller butikker. Her gemmer sig et kæmpe underjordisk varehus, foruden det århundrede gamle varehus GUM. Fra den røde plads kan man også gå på opdagelse i metroen. Sen frokost om bord. Udsejling ad Volga-Moskva kanalen med champagnefest på soldækket.
4. dag: Uglitj
Ankomst til Uglitj - en af Ruslands gamle, kønne byer. Byen var centrum for store intriger i en fjern og broget fortid. Spadseretur gennem byen til det historiske centrum. Vi besøger den charmerende blodskirke.
5. dag: Jaroslavl og landsbyen Dievo Gorodisje
Jaroslavl er den største af byerne på den gyldne ring, der består af en perlerække af gamle russiske volgabyer med et sandt overflødighedshorn af kirker, smukke klostre og enestående russisk arkitektur. Jaroslavl fyldte 1000 år i 2010, så hele byen blev shinet op. Byen blev ikke besat under 2. verdenskrig og har derfor bevaret sin originale atmosfære. Gamle kirker og klostre præger byens centrum. Efter besøget i Jaroslavl kører vi med bus til en lille landsby Dievo Gorodisje. Her venter der en enestående oplevelse. Vi skal se, hvordan størstedelen af det russiske folk levede og mange steder gør det endnu. Vi besøger bl.a. byens skole. Senere spiser vi smørrebrød i Dievo Gorodisjes forsamlingshus. Sidst på eftermiddagen møder vi skibet i Rybinsk.
6. dag: Hvidesøsklosteret og Goritzi
Landsbyen Goritzi ligger smukt ved Sjeksna-floden. Her kan man også shoppe lidt i de mange boder efter dagens udflugt, som går til Sankt Kiril klosteret ved Hvidesøen. Vi ser nærmere på de berømte russiske ikoner på klosterets ikonmuseum. Dette levende kloster er blandt Ruslands smukkeste. Her hører vi om den ortodokse tro og ritualer.
7. dag: Kizhi
Onegasøen er Europas andenstørste sø og en af verdens reneste. Søen rummer 1.650 øer, hvoraf den lille ø Kizhi er den mest seværdige. Når man står på denne ø midt i den enorme sø, føler man sig i et helt andet hjørne af Europa. I juni måned er nætterne altid “hvide” ved Onegasøen. Øen domineres af flotte, gamle trækirker. Spadseretur i naturen med besøg i det smukke frilandsmuseum. Flot russisk middag inkl. et glas vodka, folkloreunderholdning og tjenere klædt i nationaldragter.
8. dag: Mandrogi
Ved Svir-flodens bredder ligger den rekonstruerede russiske landsby Mandrogi med butikker og arbejdende værksteder. Traditionel russisk barbecue-frokost. Om aftenen inviterer kaptajnen på gallamiddag.
9. dag: Skt. Petersborg
Nordens Venedig består af 42 småøer forbundet med over 600 broer. Skt. Petersborgs pragtbygninger fremstår atter i deres oprindelige pastelfarver med en næsten ufattelig skønhed og elegance. I anledning af byens 300 års jubilæum i 2003 blev bygningerne restaurerede, og Putins hjemby bliver til stadighed renoveret. På byrundturen passeres zartidens prangende paladser, monumenter og kirker. Blodskirken med de farvestrålende løgkupler, Isaakkatedralen med den enorme guldkuppel og det myldrende liv på hovedgaden Nevskij Prospekt. Bag Vinterpaladsets pastelgrønne barokfacade findes et af verdens største og mest betydningsfulde museer, Eremitagen. Besøg på museet, der rummer 400 sale og næsten 3 millioner kunstgenstande. Ekstraarrangement: Om aftenen tilbydes en flot balletforestilling. Bestilles sammen med rejsen. Pris pr. person kr. 525,-.
10. dag: Skt. Petersborg
Dagen til fri disposition i Skt. Petersborg eller deltag i en ekstraudflugt. Om aftenen tilbydes et forrygende kosakshow, som sælges om bord. Ekstraudflugt: Med bus til Tsarskoe Selos (Pusjkin). Rundvisning på Katarinapaladset med de porcelænsblå mure og den smukt dekorerede facade, som regnes for perlen af russisk barok. Turen fortsætter til det storslåede sommerslot Petrodvorets (Peterhof) ved Den Finske Bugt. Peter den Stores Versailles omfatter en fornem slotspark med pavilloner, springvand og forgyldte statuer. Entré kun til slotsparken inkl. Bestilles sammen med rejsen. Pris pr. person kr. 550,-.
11. dag: Hjemrejse
Afrejse med SAS direkte til København