Imst
Busrejse - 9 dage
En rejse til Imst er en rejse til det klassiske Tyrol. Her er høje bjerge, dybe dale og snævre pas. Hotel Hirschen fuldender rejsen med sin gode mad.
Tyrol er, helt forståeligt, danskernes foretrukne område i Østrig. Naturen er fantastisk og meget anderledes end i vores flade hjemland.
Imst har ca. 10.000 indbyggere og ligger i godt 900 meters højde ved den gamle handelsvej over Fernpass. Som knudepunkt for nogle af de kendteste dalstrøg er byen et ideelt udgangspunkt for dejlige, varierede udflugter, der giver et fantastisk indtryk af området.
Hotel Hirschen***, Thomas Walch Strasse 3, A-6460 Imst. Hotellet er i virkeligheden to hoteller, der ligger på hver sin side af vejen (samme ejer). Der er adgang mellem de to hoteller gennem en underjordisk gang. Maden er lækker og rigelig. Restauranten er røgfri. På hotellet er en rigtig hyggelig vinterhave, hvor man naturligt rykker ud, når maden er indtaget i hotellets restaurant. Flot udsigt fra de fleste værelser. Balkon/terrasse deles typisk med naboen. Alle værelser har telefon, tv og hårtørrer. Gratis adgang til wellness-afdeling med svømmehal, hvilestole og sauna. Mod ekstra betaling kan man få massage (skal bestilles hjemmefra). Lidt trafikstøj fra vejen.
1. dag:
Morgenmad på færgen. Overnatning på førsteklasses hotel i Thüringen.
2. dag: Ind i Alperne
Gennem det flotte landskab i Bayern og forbi den sydtyske hovedstad München mod Alpernes tinder. Ankomst til Imst sidst på eftermiddagen.
3. dag: Imst og nærmeste omegn
Om formiddagen besøger vi med lokal guide byens karnevalsmuseum (Fasnachtsmuseum). Her skildres en tradition, der gennem århundreder har samlet lokalbefolkningen. På en lille vandretur gennem byen lærer vi Imst at kende. Talløse små brønde præger bybilledet.
4. dag: Schloss Linderhof og Garmisch-Partenkirchen
Kong Ludwig II af Bayern var bindegal. Til gengæld levede han i promp og pragt. Begge dele kommer til udtryk i Schloss Linderhof, som både viser umådelig luksus og kongens vanvid i form af en grotte, formet som en scene fra Wagners opera Tannhäuser. Parken huser flere andre bemærkelsesværdige bygninger.
5. dag: Kaunertal og SOS by
Kaunertal med den berømte gletsjer-panoramavej er en af de mest imponerende dale i Tyrol. På vej ud af byen passerer vi verdens første SOS børneby, som ligger i Imst. Herefter går det ad snoede veje bare opad. Den ene flotte udsigt afløser den anden. “Her er flottere end ved Grossglockner”, sagde en af vore rejseledere. Vejen går langs den 6 km lange Gepatsch Stausee og ender i 2.750 meters højde ved gletsjeren. Let frokost og kaffe på bjergrestauranten. På vejen tilbage mod Imst holder vi en pause i Landeck, hvor der er gode indkøbsmuligheder.
6. dag: Vipiteno og Innsbruck
Der er ikke langt til Italien og den italienske indkøbsby Vipiteno, som vi når via Europabroen og Brennerpasset. På hjemvejen kører vi under den imponerende bro og ser landskabet fra en anden vinkel. Vi fortsætter til Tyrols hovedstad Innsbruck, hvor rejselederen viser de vigtigste seværdigheder. Resten af eftermiddagen er til egen disposition.
7. dag: Hahntennjoch og Jägerfrühstück
Inden morgenmaden kører vi op i højderne. Det er en utrolig flot tur op i 2000 m højde til Hahntennjoch, hvor man kan beundre alpefloraen og nyde synet af køerne, der tilbringer sommeren på Almen. Måske er vi også heldige at se gemserne. På toppen nyder vi en “øjenåbner”. Turen aflyses i tilfælde af dårligt vejr.
8. dag: Afsked med Tyrol
Vi følger en anden rute op gennem Tyskland. Gennem området Allgäu forbi Ulm og krydser Donau. Pause i Rothenburg ob der Tauber - en levende museumsby. Overnatning på dejligt hotel i Midttyskland.
9. dag:
Hjemkomst først på aftenen.