Gardasøen · Limone
Busrejse - 10 dage
Limone er indbegrebet af Gardasøens charme. Her er vidunderligt smukt, og vores hotel ligger med udsigt over søen. Helt som det skal være.
Limone er kilet ind mellem de dramatiske klipper og den spejlblanke sø. I Limone finder vi hotelværterne Sofia og Domenico, som siden barnsben har haft med danske turister at gøre. De kender vores sprog, humor og luner, og de tager sig godt af hver en gæst. Her føler man sig godt tilpas.
Hotel Europa***, Via IV Novembre 35, 25010 Limone sul Garda. Flot beliggenhed med udsigt over søen. Masser af morgen og eftermiddagssol. Mens aftenerne og nætterne er lidt køligere end på den anden side af søen. Vejen ned til søen er jævn, men stejl. Værelserne er enkelt indrettet med telefon, satellit-tv samt værdiboks (eur. 2 pr. dag). Lille badeværelse med brus, toilet og hårtørrer. De fleste værelser vender mod søen, mens eneværelserne og enkelte dobbeltværelser har klipperne tæt ved vinduet. Disse værelser er til gengæld helt støjfri. Landevejen giver noget trafikstøj. Standardværelserne vender mod søen, men har ingen balkon. Der er 18 trin op til elevatoren. Maden er god og veltillavet. Der er valgfri menuer og altid tre retter. Hotellet har swimmingpool og baren er åben til midnat. Hyggelig tagterrasse og en familiær atmosfære. Morgenmaden er tillempet nordisk smag. Her serveres også filterkaffe!
1. dag:
Vi overnatter i Midttyskland.
2. dag:
Ankomst til Limone først på aftenen.
3. dag: Limone
Vi lærer den charmerende by at kende. Limone har det hele: snævre gader, hyggelige caféer og en skøn promenade. Udsigten over søen er storslået, hvad enten den nydes fra hotellets terrasse eller fra søpromenaden. Man forstår, hvorfor Limone har så mange stamgæster.
4. dag: Bjergtur
En flot tur gennem foden af Alperne. Nord for Trento tager vi vinvejen og kører til Sydtyrols hovedstad Bolzano, hvor der findes mange hyggelige restauranter på gågaden. I den hyggelige vinby, Caldaro strada del vino, (Kaltern) smager vi den lokale vin, inden vi kører mod Limone. Vi er hjemme sidst på eftermiddagen.
5. dag: Fridag
Besøg evt. den lokale olivenmølle eller nyd livet ved søen. Er man til vandreture, er der masser af muligheder i området nær Limone.
6. dag: Den vestlige Gardasø
Gardasøen fascinerer med sit varierede landskab. Dramatiske klipper og vandfald i nord og de populære feriebyer i syd.
7. dag: Sirmione og Malcesine
Fra morgenstunden kører vi mod Sirmione. Over den gamle vindebro ved Scaligero-borgen til den gamle bydel. Tid på egen hånd i de hyggelige gader. Der er mange gode caféer, hvor man kan nyde en kop kaffe og en frokost. Eftermiddagspause i Malcesine.
8. dag: Natur, mad og hygge
Formiddagsbesøg ved Cascate Varone, hvor vi ser de imponerende vandfald. Inden frokost smager vi på nogle af de vine, der dyrkes i området. I den lille bjergby Arco spiser vi en prægtig frokost på en speciel restaurant. Med humøret i top begiver vi os mod Limone.
9. dag:
Tidlig afgang mod vores hotel i Midttyskland.
10. dag:
Hjemkomst først på aftenen.