Seinen
Krydstogt - 10 dage
I vikingernes kølvand. Krydstogt på Seinen fra Paris til Honfleur og retur.
Vi sejler fra Paris gennem Normandiet til den smukke havneby Honfleur. Vi besøger Normandiets hovedstad, Rouen, og Monets vidunderlige have på vejen.
På denne busrejse kombineret med et 8 dages krydstogt kan man indtage og nyde denne smukke del af Frankrig fra søsiden. Et førsteklasses krydstogt på Seinen er en storslået oplevelse. Togtet starter i Paris, hvor vi oplever den franske hovedstads magi. Vi sejler langs grønne områder med hvide klinter, mange charmerende byer med karakteristiske bindingsværkshuse og fremragende landbrugsprodukter (camembert, calvados og cider).
MS Seine Princess og MS Botticelli er franskejede, moderne krydstogtskibe med plads til ca. 130 passagerer. Rummelige og velindrettede kahytter ca. 13 m2 på øvre dæk (kategori A) og hoveddæk (kategori B). Alle kahytter er udvendige og har store panoramavinduer (trækrude på øvre dæk, men kan ikke åbnes på hoveddæk. Aircondition, brusebad/toilet, føntørrer, tv og sikkerhedsboks. Lys og venlig restaurant på øvre dæk, butik og lounge med bar. Stort soldæk med dækstole. Maden er god og franskinspireret. Morgenmad fra buffet. Frokost: 2-3 retter. Middag: 3-4 retter. Skibets vin, øl, juice, mineralvand og kaffe/te er inkluderet til frokost og middag om bord. Rygning er tilladt på soldækket. Vi sejler 12/6 og 19/8 med MS Seine Princess, og på afrejsen den 6/10 sejler vi med MS Botticelli.
1. dag:
Vi spiser frokost i Nordtyskland og overnatter i Ruhrdistriktet.
2. dag: Paris
Frokost i Nordfrankrig. Sidst på eftermiddagen ankomst til krydstogtskibet, som ligger i Paris i nærheden af Eiffeltårnet. Bagagen bringes til kahytterne. Umiddelbart efter velkomstmiddagen sejler vi en pragtfuld tur på Seinen. Turen under broer, forbi berømte bygninger og livet langs floden præsenterer Paris på den smukkeste måde.
3. dag: Paris
På en byrundtur oplever vi bl.a. operaen, Eiffeltårnet, de store pladser, Champs Elysées, Triumfbuen, Latinerkvarteret og Notre Dame. Efter frokost på skibet kører bussen til centrum ved Operapladsen. På egen hånd kan man nyde den specielle pariserstemning, der fortryller enhver besøgende i Byernes By. Om aftenen forlader skibet Paris og sejler mod Atlanterhavet.
4. dag: Paris - Vernon
Vi lægger til i Vernon, der er grundlagt af vikingehøvdingen Rollo - i dag en lille og meget fredelig by. Med vores danske bus kører vi til Giverny, hvor maleren Claude Monet tilbragte sine lykkeligste år og malede nogle af sine bedste billeder. Besøg i malerens have. Se hvordan han har blandet blomsterne på samme måde, som han blandede farverne på sin palet. Den japanske have med de berømte åkander og det farverige hus besøges også.
5. dag: Vernon - Caudebec en Caux
Der venter en smuk sejltur forude gennem et landskab, der er præget af hvide kridtklinter. Efter frokost kommer vi til Caudebec, en blomstersmykket by ved floden. På en lille udflugt følger vi den såkaldte klostervej. Undervejs passerer vi Jumièges klosterruin og kører gennem et meget smukt landskab, der følger flodens krumninger, og vi slutter af med en tur over broen ved Caudebec. Tid på egen hånd i byen, og når tidevandet tillader det, sejler vi mod Honfleur.
6. dag: Honfleur
Om formiddagen går vi en byrundtur i Honfleur. Her besøger vi sømandskirken, og der vil være tid på egen hånd inden frokosten om bord. Om eftermiddagen kører vi på den smukke kyststrækning Côte Fleurie og kommer forbi de mondæne badebyer Deauville og Trouville. Besøg i et destilleri, hvor man fremstiller den lokale snaps, Calvados. Honfleur er måske den mest charmerende, livlige og maleriske havneby, man kan besøge. Middag om bord.
7. dag: Rouen
Vi lægger til i midt i Rouen, Normandiets hovedstad. Igennem 150 år var den “danske” by under de normanniske hertuger. På en rundtur oplever vi den charmerende by med de zebrastribede bindingsværkshuse og det myldrende liv. Vi besøger Vieux Marché med Jeanne d’Arckirken og ser også den smukke domkirke samt en kopi af Jellingestenen. Resten af eftermiddagen og aftenen er der tid til at nyde byen på egen hånd.
8. dag: Rouen - Les Andelys
Spændende slusepassager inden vi anløber dobbeltbyen Les Andelys. Efter frokosten kører vi med bussen op til udsigtspunktet ved borgruinen Château Gaillard, som Richard Løvehjerte lod opføre. Her fra byens stolthed nyder vi udsigten over hele området og Seinedalen. Der vil være tid i byen, inden vi igen går om bord. Middag mens skibet sejler mod Paris.
9. dag: Paris - Midttyskland
Ankomst til Paris om morgenen. Matroserne bærer bagagen til bussen, og efter morgenmaden følger vi motorvejen nordpå. Frokost i Belgien og overnatning i Midttyskland.
10. dag:
Frokost i Nordtyskland. Hjemkomst til Danmark først på aftenen.