65-Ferie | Sølvgade 15-17 1307 K | 33 14 65 66
Du er her: Forside Sommer og efterår 2010 Oversøisk Safari i Kenya
Handlinger tilknyttet webside

Oversøisk

Tilbage til oversigt

Safari i Kenya

Flyrejse - 12 dage

Oplev Kenyas dyreliv på safari med ophold i meget eksklusive camps. Det rene eventyr i luksusklassen!

Den bedste måde at rejse på i Afrika er safari. At se de vilde dyr i deres naturlige omgivelser. De enestående nationalparker har gjort Kenya til et af Afrikas førende turistmål. Kenya, der ligger på begge sider af Ækvator, er dækket af savanne, græs- og buskstepper samt bjerge, der når op over 2.000 meter. Landet var indtil 1963 under britisk herredømme. Briterne slog sig ned i det behagelige klima i højlandet, hvor de levede af bl.a. kaffedyrkning. Karen Blixen skildrer livet fra den positive side i “Den afrikanske farm” - og har efterladt et godt omdømme, som danske turister også har glæde af i dag. “The big five” var storvildtjægernes betegnelse for de dyr, det var sværest at nedlægge. På safariturene er der stor mulighed for at opleve disse dyr (løve, leopard, elefant, næsehorn og bøffel) samt mange andre. Se Afrikas stjernehimmel strøet ud over det fløjlssorte nattæppe. Hør løvens brøl, der bryder nattens stilhed. Magiske øjeblikke, man aldrig glemmer! Rejsen afsluttes med 4 nætter ved Det Indiske Ocean med en skøn badeferie.

Safari camps De smukt beliggende camps er af høj standard med alle faciliteter (bad og toilet, varmt og koldt vand samt elektricitet), og de falder godt ind i landskabet. Det er muligt at komme helt tæt på dyrene. Det er en fantastisk oplevelse at lytte til nattens lyde. Der er vagt udenfor døgnet rundt, så der er intet at frygte. Rejserne er tilrettelagt i samarbejde med Twiga Tours, der har mere end 25 års ekspertise. Der er lagt vægt på høj komfort, store oplevelser og personlig sikkerhed. Transporten foregår i specialbyggede safari minibusser (taget kan åbnes) med plads til 6 -7personer i hver. Erfarne chauffører og lokalguide.

1. dag: Nairobi

Tidligt om morgen afrejse fra København med KLM via Amsterdam til Kenyas hovedstad Nairobi med ankomst om aftenen. 1 nat på det charmerende centralt beliggende hotel The Sarova Stanley fra 1902, der er en af Nairobis klassikere, hvor mange berømtheder har boet. Indrettet i elegant victoriansk stil med swimmingpool, fitnesscenter og spa.

2. dag: Samburu reservatet

Gennem smuk natur med frodigt højland, skove, frugtplantager og landsbyer køres mod nord ad støvede og bumblende veje til Samburu reservatet. Storslået og barsk ørkenland, floddale og tør savanne med smukke paraplyakacier. Området er kendt for netgiraffen, grevys zebraen og somalistrudsen, som ikke findes i de klassiske safariområder. Her findes også mange oryxantiloper og girafgazeller, ligesom der er gode chancer for at se elefanter, løver, leoparder, geparder og krokodiller. Her bor den farverige samburu stamme, der er beslægtet med masaierne. Et nomadefolk på evig vandring efter græsning til deres dyr. 2 nætter ved bredden af Ewaso Nyiro floden i eksklusiv camp med 12 luksustelte i særklasse. Alle telte møbleret i rustik afrikansk stil. Campens køkken er kendt for sine kulinariske retter, der serveres under Afrikas himmel eller i den hyggelige restaurant. Campens stolthed er områdets vilde elefanter, der ofte besøger campen. Et fantastisk sted for eventyrlystne og godt udgangspunkt for safarikørsel.

3. dag: Samburu reservatet

Safariture i det storslåede og næsten endeløse landskab. I de varme eftermiddagstimer nydes frokosten i campen med tid til afslapning. Turen afsluttes med en drink på savannen ved solnedgang. En fascinerende oplevelse.

4. dag: Lake Nakuru Nationalpark

I hjertet af Rift Valley ligger Kenyas berømte sodasø, Lake Nakuru. Området er rigt på sodasøer med et højt indhold af den blågrønne alge Spirulina, der er flamengoernes yndlingsføde. De næsten 1 mio. lyserøde flamingoer ved sodasøen er et af verdens smukkeste fuglescenerier. Desuden findes her en vrimmel af pelikaner, skarver, storke, rov- og vadefugle - et eldorado for fugleelskere. I nationalparken lever også leoparder, bøfler, antiloper og Rothschilds giraffer. I næsehornsreservatet ser vi det hvide og det sjældne sorte næsehorn. På grund af krybskytteri er der i dag kun ca. 3.000 sorte næsehorn tilbage i Afrika. Gemt i den store dalsænkning Rift Valley i et privat område i den sydlige del af Lake Nakuru Nationalpark bor vi 1 nat i luksushytter. Alle 10 hytter er bygget af lavasten med stråtag. Hytterne er omgivet af eksotiske træer, der giver en bemærkelsesværdig afrikansk atmosfære. Bush restaurant og bar samt åben ildplads.

5. dag: Masai Mara vildtreservat

Mod sydvest til det berømte Masai Mara, der er et af verdens mest vildtrige områder med 95 forskellige dyrearter og 450 fuglearter. Masai Mara er det ægte Afrika - et landskab med bølgende græssletter og spredte akacie- og ørkendaddeltræer. Det er forholdsvis let at få øje på dyrene i det åbne græsland. Gazeller, antiloper, zebraer, gnuer, løver, leoparder, geparder, hyæner, elefanter, giraffer, flodheste, impalaer, vandbukke og bøfler er et almindeligt syn. Af fugle kan nævnes ørne, gribbe, strudse og den specielle sekretærfugl. Ved bredden af Talek floden ligger luksus campen med 20 telte, hvor vi bor 2 nætter. Fra campen har man en af de bedst tænkelige udsigter over Masai sletten, hvor der er mulighed for at opleve eventyrlige solnedgange. Campen er delvis indhegnet. Flot restaurant. Eftermiddagssafari i den enorme nationalpark, hvor Karen Blixen i sin tid tog på safari efter den sortmankede løve.

6. dag: Masai Mara og masai landsby

Ekstra safari Tidlig morgen med luftballon udover savannen. Solen åbenbarer sig i horisonten og maler landskabet orange med sine skarpe stråler. Stilhed. I en kurv svæver vi hen over området og oplever savannen fra et helt andet perspektiv. Ord er ikke længere nok! Der flyves ca. 1 time afhængig af vindforhold. Efter landing brunch i bushen inkl. champagne. Pris pr. person kr. 2.480,-. Udflugten bestilles og betales sammen med rejsen. Vi kommer tæt på dyrerne på safariturene i Masai Mara. På grund af de vandrige floder og nedbør har reservatet en stor vildtbestand, som gør Masai Mara til Kenyas mest populære safariområde. Før den europæiske kolonisation udgjorde masaierne et klassedelt samfund. Krigerne var frygtede på grund af deres overlegne våbenteknik. Kolonimagterne forsøgte at pacificere dem, men kunne ikke få mændene til at udføre andet arbejde end soldater- og polititjeneste - alle andre beskæftigelser ansås for kvindagtige. Efter Kenyas selvstændighed er der gennemført en langsom udvikling af masaiernes tankegang. De accepterer nu skolegang, læger, hospitaler m.m. Der hersker dog stadig et spændingsforhold mellem dem og de øvrige østafrikanske stammer. De høje, stolte og farverige kvægnomader lever spredt i Kenya og Tanzania. Vi besøger en traditionel masai manyatta (landsby), og får et godt indblik i deres traditioner og levemåde.

7. dag: Karen Blixens farm

Med indenrigsfly tilbage til Nairobi. (På flyet må maximum medbringes 15 kg bagage samt 1 stk. håndbagage pr. person). Forbi Nairobis moderne skyskrabere, brede boulevarder og farverige folkeliv til den fornemme forstad Karen. “Jeg havde en Farm i Afrika ved Foden af Bjerget Ngong.” Sådan begynder Karen Blixens erindringer om det tabte paradis. Hun trivedes i den pragtfulde natur, betaget af dyreverdenen og afrikanerne. Årene på farmen i Afrika (1917-1931) hører til den rigeste del i hendes liv (1885-1962). Efter filmsuccesen “Out of Africa” med Meryl Streep og Robert Redford blev farmen omdannet til museum. Rundvisning på baronessens farm og tid til at nyde haven med den storslåede udsigt til Ngong bjergene, hvor Karen Blixen ofte tog på jagt og rideture sammen med Denys Finch Hatton. Middag i 65-Feries samarbejdspartners private hjem. Badeferie: Aftenfly til Mombasa. 4 nætter på hotel ved Den Indiske Oceans kridhvide sandstrande med kokospalmer og mangotræer. Flere restauranter, barer, swimmingpools og fitnesscenter. Aktivitets- og udflugtsmuligheder. Velindrettede værelser med aircondition, balkon, havudsigt og minibar.

8.-10. dag: Fridage

11. dag:

Først på aftenen afrejse med KLM fra Mombasa via Nairobi til Amsterdam.

12. dag:

Videre med KLM til København med ankomst om formiddagen.

 
Med i prisen
  • 10 x morgenmad (ikke 1. og 12. dag)
  • 7 x frokost (2. 3. 4. 5. 6. 7. & 11. dag)
  • 9 x middag (Ikke 1. 11. og 12. dag)
  • Fly København-Nairobi t/r
  • Indenrigsflyvninger i Kenya
  • Skatter og afgifter p.t. kr. 1.931,-
  • Transfers
  • Udflugter og entréer i.h.t. program
  • Drikkepenge
  • 1 nat i Nairobi på The Sarova Stanley*****
  • 2 nætter i Samburu i Elephant Bedroom Camp
  • 1 nat ved Lake Nakuru i Mbweha Luxury Cottages
  • 2 nætter i Masai Mara i Tipilikwani Luxury Camp
  • 4 nætter i Mombasa på Bamburi Beach Hotel***
  • Samburu reservatet
  • Lake Nakuru
  • Masai Mara vildtreservat
  • Besøg i masai landsby
  • Karen Blixens farm
  • Naturoplevelser i verdensklasse
  • Eksotisk badeferie
  • Dansk rejseleder på hele rejsen
Priser & fakta
7/11 23.875,- label_ask_us
Tillæg pr. person
Eneværelse 2.300,-
Afbestillingsforsikring 875,-
Visum 275,-
Rejsen er ikke egnet for dårligt gående
Bemærkninger
Afrejserne i 2011 gennemføres i henhold til programmet under "Vinter og forår". Naturkræfter og levevis er meget anderledes end i Danmark. Der tages derfor forbehold for forsinkelser og andet, som kan medføre ændringer på rejsen.