Andalusien og Algarve
Krydstogt - 8 dage
Charmerende krydstogt på de to store floder i Andalusien og Algarve - og med udflugt til Gibraltar.
Denne rejse har haft sidste afgang i 2010. Rejsen vil være at finde i sommerkatalog 2011, som udkommer november 2010.
Forrygende flamenco, fantastiske domkirker, frække aber og frydefuld sejlads på de fascinerende floder Guadalquivir og Guadiana. Man kan ikke undgå at blive revet med og boble over af begejstring! Vi sejler forbi fantastiske landskaber og besøger de skønneste byer. Hele området byder på et væld af forskellige sanseindtryk. Bliv forført af lyset, duften, vegetationen, maden, vinen og naturligvis af varmen. Andalusien er det sydligste område på Den Iberiske Halvø. Det er en selvstyrende region med fantastiske minder fra fortiden. Mange folkeslag har gennem tiden sat deres præg her - og det har skabt den fantastiske kultur, vi møder i dag. Glæd Dem til et fortryllende krydstogt i det spanske!
MS Belle de Cadix. Franskejet skib bygget i 2005 med plads til 180 passagerer. Udvendige kahytter fordelt på 3 dæk. Lille badeværelse, føntørrer, tv og sikkerhedsboks. Koøjer på dæk 1(kan ikke åbnes). Vinduer på dæk 2 og store panoramavinduer på dæk 3. Aircondition overalt. Restaurant, salon med bar, stort soldæk med lille swimmingpool, dækstole og solsenge, butik, elevator - dog ikke til soldækket. Rygning er tilladt på soldækket.
1. dag:
Afrejse med Cimber Sterling fra København til Malaga. Med bus videre til Sevilla, der ligger ved bredden af floden Guadalquivir. Vores lækre skib MS Belle de Cadiz ligger ved kaj tæt ved den gamle bydel. Velkomstdrink og præsentation af besætningen inden velkomstmiddagen.
2. dag: Sevilla - Cádiz
Efter morgenmaden skal vi opleve det fortryllende Sevilla, hvis indbyggere kaldes Sevillanos. Byen er velsignet med en rig arabisk kulturarv, hvilket bl.a. kan ses og opleves i kunsten.
3. dag: Cádiz og udflugt til Gibraltar
Byrundtur med bus i Cadiz inden vi fortsætter ad “tyrenes vej” mod Gibraltar. Husk pas. Her skifter vi til minibusser og kører en tur på de smalle, stejle veje på halvøen. Vi kommer op på Europapoint, hvorfra der i klart vejr er en herlig udsigt over vandet - helt til den marokkanske kystlinie. Vi besøger også Skt. Michaels Hule med flotte stalaktitter. Udenfor ses ofte de berømte gibraltaraber, der ikke holder sig tilbage for at snuppe isen ud af hånden på én! I centrum er der lidt fritid til evt. at handle toldfrit. Tilbage til sen middag om bord.
4. dag: Algarve - Portugal
Nyd morgenens sejlads op ad Guadiana med Spanien til styrbord og Portugal til bagbord. Floden og dens landskab er en ren fryd for øjet. Bølgende bakker med hvide landsbyer strøet op ad skrænterne. Ankomst til Alcoutim midt på formiddagen. En typisk algarvelandsby. Tid på egen hånd til at gå rundt i de stejle gader. Mulighed for at besøge borgen (entré ikke inkl.). Nyd evt. udsigten ned over floden fra en højtbeliggende café.
5. dag: Vila Réal - Sanlucar de Barrameda - El Puerto de Santa Maria
Afsejling tidligt om morgenen. Vi sejler ud i Cádizbugten til Sanlucar de Barrameda. Frokost under sejladsen og ankomst først på eftermiddagen. Besøg i berømt vinkælder, hvor nogle af hemmelighederne ved de specielle “Manzanillavine” vil blive afsløret for os. Vi vil også overvære et hesteshow, hvor det demonstreres, hvordan man danser flamenco med en hest. Tilbage om bord. Måske tid til et hurtigt dyp i Atlanterhavet inden afsejlingen til El Puerto de Santa Maria. Mærk vinden i håret fra soldækket og se lodsen blive hentet, lige før vi passerer Spaniens højeste fyrtårn.
6. dag: El Puerto de Santa Maria - Jerez - Sevilla
Formiddagens udflugt står i tyrens tegn. Vi kører med bus via Jerez - hovedstaden for vin, heste og flamencosang - til et “ganadería”, hvor man opdrætter tyre. Her skal vi høre om dette levende symbol på spansk kultur. Tilbage om bord til frokost. Eftermiddagen fri til at nyde den dejlig by, El Puerto de Santa Maria, der er 2800 år gammel og fyldt med historiske bygninger. De liflige vine og de dejlige strande er årsag til byens berømmelse.
7. dag: Sevilla
Hold dagen fri i Sevilla eller tag med på en ekstraudflugt. Middag om bord.
8. dag:
Efter morgenmaden er det tid at sige farvel. Transfer med bus til Malaga og videre med Cimber Sterling til København.