65-Ferie | Sølvgade 15-17 1307 K | 33 14 65 66
Du er her: Forside Sommer og efterår 2010 Europa Belgien Flamske fristelser
Handlinger tilknyttet webside

Belgien

Tilbage til oversigt

Flamske fristelser

Busrejse - 8 dage

Bliv betaget af Belgiens smukke arkitektur, historie, gode køkken, chokolade og den belgiske øl.

Denne rejse har haft sidste afgang i 2010. Rejsen vil være at finde i sommerkatalog 2011, som udkommer november 2010.

Flandern er den nordligste af Belgiens tre regioner. Sprogligt og kulturelt adskiller den flamske region sig meget fra det fransktalende Vallonien og det blandede hovedstadsområde Bruxelles. I århundreder var området omkring Brügge centrum for Europas klædeproducenter og diamantslibere. De belgiske kniplinger vidner fortsat herom. Byernes arkitektur bærer præg af den store rigdom, som også kom kunsten til gode. Her malede de flamske mestre mange mesterværker. Alle belgiere inklusive flamlændere sætter pris på et veltilberedt måltid mad og et godt krus øl. Belgien om ikke flyder i øl, så flyder øllet let i Belgien, som har flere hundrede bryggerier og brygger noget af det bedste øl i verden. Som belgierne siger om deres øl: ”Brygget til Himlen, men djævelsk lækkert!” Nyd en Trappistøl, en ”blonde” eller en af de mange andre gode øltyper på en af de mange hyggelige cafeer og værtshuse. Nogle af dem tilbyder mere end 400 forskellige slags! Brügge er en af Europas smukkeste byer. Hele den historiske bydel måler kun 2 km på hver led, så alt nås til fods. Biler er et sjældent syn. Byen er gennemskåret af pittoreske kanaler, og de smalle brostensbelagte gader oser af atmosfære. Bruxelles er Belgiens og EU’s hovedstad og huser en af Europas smukkeste pladser, Grand Place, samt en af de mindste men mest berømte små mænd, Manniken Pis. I slagtergaden ved Grand Place ligger restauranterne tæt, og der er gode muligheder for at smage nogle af belgiske specialiteter som moules frites – muslinger med pommes fritter.

Hotel Rosenburg, Brügge**** Vi har fundet et lille, danskejet hotel i Brügges gamle bydel. Hotellet ligger roligt ud til en lille yachthavn og alligevel i gå-afstand fra byens centrale pladser. Alle værelser har bad, toilet, tv, telefon, hårtørrer, sikkerhedsboks og internet. Enkelte værelser har grand lit. Morgenmadsrestaurant og bar. Hyggelig lille gårdhave med roser. Hotel Bedford, Bruxelles**** Meget centralt beliggende hotel tæt ved Grand Place og Manniken Pis. Alle værelser har wc, bad, telefon, kabeltv, radio, hårtørrer og sikkerhedsboks.

1. dag:

Vi overnatter i Tyskland i nærheden af grænsen til Holland.

2. dag: Gent

En gang var Gent den næststørste by i Nordeuropa efter Paris. Det ses tydeligt i bybilledet, der er stærkt præget af Middelalderens prægtige byggerier. Bykernen er overskuelig og rummer flere bevaringsværdige bygninger end nogen anden by i Belgien. På en lille spadseretur ser vi bl.a. katedralen St. Baafs med den berømte altertavle Guds Lam malet i 1432 af Jan van Eyck, klokketårnet (entré ikke inklusiv) og rådhuset. Først på eftermiddagen kører vi Gent-forstaden Melle og besøger et sjovt og anderledes bryggeri. Som på alle andre bryggerier i Belgien er øllet godt! Der er ikke langt til Brügge, hvor vi bor de næste 3 dage. Middag på hotellet.

3. dag: Brügge

Brügge byder på mange spændende oplevelser med diamantmuseet som en af de mere ukendte. Diamanter har altid været kvindens bedste ven, men efter besøget på museet er det også mandens: Vi får en meget interessant demonstration og et godt indblik i de ædle stenes verden. På en lille tur til fods ser vi nærmere på Brügges mere kendte sider, inden vi spiser en egnstypisk frokost. Eftermiddagen er til fri disposition, besøg f.eks. malerkunstens højborg Groeninge Museum, hvor der hænger et utal af flamske mesterværker. Eller hvad med en belgisk vaffel eller lidt lækker chokolade? Der er mere end 300 restauranter i Brügge, så vi har ikke inkluderet middag denne dag.

4. dag: Fortidens skygger

Belgien har i århundreder været kastebold mellem Europas stormagter. Snart var det under det ene herredømme, snart under det andet, og adskillige slag er blevet udkæmpet på belgisk jord. De to verdenskrige gik heller ikke uden om Belgien. På museet In Flanders Fields i Ieper får vi et indtryk af de lidelser, som soldater og civile måtte stå igennem under 1. Verdenskrig. Vi er tilbage i Brügge midt på dagen, så der er mere tid til at udforske denne spændende by. Besøg fx det nyåbnede pommes frites-museum. Middag på restaurant centralt i Brügge.

5. dag: Bruxelles

Vi er hurtigt i Bruxelles. Med bussen kører vi en byrundtur og ser kongepaladset og flere andre af Bruxelles mange imposante bygninger i den centrale del af byen. Og så er det endelig blevet chokoladetid! Belgien er verdenskendt for sin chokolade, og vi besøger en chokolatier, som fortæller om, og giver smagsprøver på, chokoladens mangfoldighed. Til fods ser vi den historiske bydel med Grand Place som den smukke finale, inden vi nyder mere af Belgiens velsmagende køkken.

6. dag: Bruxelles i eget tempo

Der er ikke noget fast program i dag, så der er god tid til at se nærmere på Bruxelles på egen hånd. Ud over mange spændende butikker byder den belgiske hovedstad også på noget så kuriøst som et tegneseriemuseum. Ølentusiaster kan vi anbefale et besøg på bryggeriet Cantillon, hvor man brygger øl med spontangær og hvede. Det giver en helt speciel smag. Bryggeriet er samtidig et levende museum. Afskedsmiddag på restaurant i centrum.

7. dag: Hollandsk ost

På vejen ud ad byen kører vi en ydre byrundtur og ser Atomium, det japanske tårn fra verdensudstillingen i 1958 og Europakvarteret med Berlaymontbygningen. Der er endnu ikke så mange turister på denne tid af dagen. Vi kører hjemad via Holland, hvor vi spiser frokost på en ostefarm. Under besøget får vi et indblik i osteproduktionen, og vi skal naturligvis også smage. Overnatning i nærheden af Münster.

8. dag: Hjemkomst

Ankomst til Danmark først på aftenen.

Rejs med 65-Ferie til Flandern.
Rejse med 65-Ferie til Belgien.
 
Med i prisen
  • 7 x morgenmad
  • 5 x frokost (1. 3. 5. 7. og 8. dag)
  • 5 x middag (1. 2. 4. 6. og 7. dag)
  • Bryggeribesøg
  • Byrundtur i Brügge
  • Diamantmuseum i Brügge
  • Entré til krigsmuseum i Ieper
  • Besøg hos chokolatier
  • Byrundtur med bus i Bruxelles
  • Besøg i Gent
  • Entre til ostefarm
  • Dansk rejseleder på hele rejsen